Farve brugt på Klokkeskovvej 15-17
Vinduer og døre er i farven RAL 9010.
Vedligeholdelse af trævinduer og -døre på udvendig side
Vinduerne skal efterses en gang årligt, og udbedringer af overfladen skal foretages på de steder, hvor det er tiltrængt. Hvis vinduerne skal males, bør træfugtigheden ligge mellem 15 og 18 procent og lufttemperaturen omkring 10-20 grader.
Vent med at male, til duggen er væk, og stop i tide, så malingen kan være ”håndtør”, inden duggen falder igen. Til efterbehandlingen anbefales det at anvende en dækkende maling enten vand- eller oliebaseret. I øvrigt skal karm og ramme vaskes af mindst 2 gange årligt. Det fjerner snavs og anden forurening, der på sigt nedbryder overfladen. Brug vand tilsat et mildt ph-neutralt rengørings middel.
Indvendig pleje af træ
Den indvendige del af døre og vinduer afhænger af den belastning, rummet er udsat for. Rengøringen foretages med klud og mildt ph-neutralt rengørings middel.
Pleje af tætningslister
Tætningslister kræver ingen vedligehold udover almindelig rengøring efter behov. Brug en klud med lidt silicone plejemiddel, så forbliver listerne bløde. Det er alt. Hvis du på et tidspunkt ønsker at give dine vinduer en ny farve, skal du passe på ikke at få maling på tætningslisterne. Hvis det sker, vil de nemlig miste den fleksibilitet, der er nødvendig for, at vinduet eller døren kan lukke tæt.
Smøring af beslag
Beslagdelene kræver kun lidt pleje. Det vil dog være fornuftigt at give de bevægelige beslagdele et par dråber syrefri olie et par gange om året, så de fortsat bevæger sig ubesværet. Brug fx symaskineolie eller WD-40. Desuden skal du sørge for at holde snavs væk fra de forskellige glideskinner, som nogle vindues typer er forsynet med. Så vil du altid have vinduer, der er fuldt funktionsdygtige.
Rengøring af ruder
Brug en blød børste og en skraber og anvend mildt sæbevand eventuelt tilsat et afspændingsmiddel, der hindrer kalkpletter. Når glasset pudses, er det en god ide at rengøre selve vinduet udvendig med rent vand evt. mildt sæbevand et par gange om året. Du bør også – et par gange om året – åbne vinduerne og vaske alle tilgængelige false, kroge og hjørner, hvor insekter ofte gemmer sig. Det er især vigtigt at få fjernet spindelvæv og lignende, der med tiden uundgåeligt sætter sig i krogene og kan blokere for det automatiske vandafløb og den naturlige ventilation omkring rammen.
Ovenstående vedligeholdelse vejledning er lettere omskrevet fra xl-byg.dk